Fiskerihavnen
Havnene på Norderfischerstraße, der forbinder Schiffbrücke med Norderstraße, og Süderfischerstraße i det nuværende Johannis-kvarter antyder, at beboerne udnyttede havnen til fiskefangst. Her på havnens østside boede fiskerne. Men også de bosiddende skippere og selv kvinder, der drev fiskeri som bierhverv, bidrog til, at handelen med friske varer og fiskeforarbejdning koncentreredes på havnens østside. Også fangsterne fra andre steder langs fjorden blev opkøbt til salg i byen.
Det var mest torsk, fladfisk, makreller og sild, der blev faldbudt her: „… Jürgensby-borgernes muslinge-, reje- og ålefangst er betydelig.“ Selv om det hed sig, at „i havnen er fiskeriet frit“, forekom der af og til begrænsninger, som f.eks. i 1825, da for store fiskenet var en hindring for skibsfarten.
Endnu for hundrede år siden var der omkring 60 familier i Jürgensby, som også drev bl.a. fiskerøgerier: „… og hvad røgning angår, så består her for øjeblikket mindst syv røgerier, hvoraf nogle er ret betydelige forretninger, der forsender store mængder af røgede varer med jernbane sydpå. Det er vel også sjældent fiskernes egne koner, der faldbyder fangsten på gaden, men for det meste kvinder, der opkøber den og skaber sig en forretning af det.“ (1884) Dermed lykkedes det kvinderne fra Jürgensby at få kontrollen over hele fiskehandelen!
Nogle fiskerbåde fra fiskeriforeningen, der blev grundlagt i 1872, ligger indeklemt mellem den moderne lystbådehavn og industrihavnens kajanlæg og vidner om tidligere tiders fiskeri, som navnlig i forrige århundrede stadig var typisk for Jürgensby.
Hvordan „Schiffbrücke” – havnens pulserende centrum – skiftede betydning, kan man få mere at vide om på Søfartsmuseet, som i 1984 flyttede ind i det tidligere toldpakhus, der selv i sin tid var blevet opført på en skibsbygningsplads.
Havnene på Norderfischerstraße, der forbinder Schiffbrücke med Norderstraße, og Süderfischerstraße i det nuværende Johannis-kvarter antyder, at beboerne udnyttede havnen til fiskefangst. Her på havnens østside boede fiskerne. Men også de bosiddende skippere og selv kvinder, der drev fiskeri som bierhverv, bidrog til, at handelen med friske varer og fiskeforarbejdning koncentreredes på havnens østside. Også fangsterne fra andre steder langs fjorden blev opkøbt til salg i byen.
Det var mest torsk, fladfisk, makreller og sild, der blev faldbudt her: „… Jürgensby-borgernes muslinge-, reje- og ålefangst er betydelig.“ Selv om det hed sig, at „i havnen er fiskeriet frit“, forekom der af og til begrænsninger, som f.eks. i 1825, da for store fiskenet var en hindring for skibsfarten.
Endnu for hundrede år siden var der omkring 60 familier i Jürgensby, som også drev bl.a. fiskerøgerier: „… og hvad røgning angår, så består her for øjeblikket mindst syv røgerier, hvoraf nogle er ret betydelige forretninger, der forsender store mængder af røgede varer med jernbane sydpå. Det er vel også sjældent fiskernes egne koner, der faldbyder fangsten på gaden, men for det meste kvinder, der opkøber den og skaber sig en forretning af det.“ (1884) Dermed lykkedes det kvinderne fra Jürgensby at få kontrollen over hele fiskehandelen!
Nogle fiskerbåde fra fiskeriforeningen, der blev grundlagt i 1872, ligger indeklemt mellem den moderne lystbådehavn og industrihavnens kajanlæg og vidner om tidligere tiders fiskeri, som navnlig i forrige århundrede stadig var typisk for Jürgensby.
Hvordan „Schiffbrücke” – havnens pulserende centrum – skiftede betydning, kan man få mere at vide om på Søfartsmuseet, som i 1984 flyttede ind i det tidligere toldpakhus, der selv i sin tid var blevet opført på en skibsbygningsplads.
Info
Åbningstider
