Søfartsmuseet
Da Flensborg opstod omkring år 1100, udviklede der sig i bunden af fjorden en middelalderlig handelsplads, som med støtte fra den danske landsherre i de følgende århundreder opnåede betydning i hele Østersøområdet.
Skibe fra Flensborg sejlede på havene mellem Riga og Kønigsberg (nu Kaliningrad) mod øst, mellem Bergen og Drontheim i nord og Bordeaux i syd og senere også over Atlanterhavet til Vestindien/Caribien. Allerede i slutningen af det 16. århundrede var Flensborg den vigtigste handelsby i det skandinaviske område; man talte 6000 indbyggere og 200 skibe.
Centrum for handelshavnen var „Schiffbrücke”. Det var anløbsbroen for handelsskibene, der langt ind i det 20. århundrede bragte varer fra hele verden til Flensborg og omladede dem her.
Da handelen med Vestindien var på sit højeste, fyldte eksotiske handelsvarer som sukker, rom, kaffe, tobak, bomuld og ædle træsorter pakhusene og lagrene i de nærliggende købmandsgårde.
Det store toldpakhus fra 1843 står som et minde om den transatlantiske handel med Dansk Vestindien. Med rom-museet i kælderen vidner det endnu i dag om den berømmelse, der udgik fra Flensborgs udbytterige romproduktion.
Fra tidernes morgen har der også været et stort antal skibsbygningspladser ved „Schiffbrücke”, men på grund af den stigende skibstrafik blev de efterhånden fortrængt længere og længere nordpå.
Der mistede de med grundlæggelsen af jernskibsværftet „Flensborger Schiffsbau-Gesellschaft” i 1872 efterhånden deres ordregivere, samtidig med at sejlskibenes æra gik på hæld, og de forsvandt fra havnebilledet.
Hvordan „Schiffbrücke” – havnens pulserende centrum – skiftede betydning, kan man få mere at vide om på Søfartsmuseet, som i 1984 flyttede ind i det tidligere toldpakhus, der selv i sin tid var blevet opført på en skibsbygningsplads.
Da Flensborg opstod omkring år 1100, udviklede der sig i bunden af fjorden en middelalderlig handelsplads, som med støtte fra den danske landsherre i de følgende århundreder opnåede betydning i hele Østersøområdet.
Skibe fra Flensborg sejlede på havene mellem Riga og Kønigsberg (nu Kaliningrad) mod øst, mellem Bergen og Drontheim i nord og Bordeaux i syd og senere også over Atlanterhavet til Vestindien/Caribien. Allerede i slutningen af det 16. århundrede var Flensborg den vigtigste handelsby i det skandinaviske område; man talte 6000 indbyggere og 200 skibe.
Centrum for handelshavnen var „Schiffbrücke”. Det var anløbsbroen for handelsskibene, der langt ind i det 20. århundrede bragte varer fra hele verden til Flensborg og omladede dem her.
Da handelen med Vestindien var på sit højeste, fyldte eksotiske handelsvarer som sukker, rom, kaffe, tobak, bomuld og ædle træsorter pakhusene og lagrene i de nærliggende købmandsgårde.
Det store toldpakhus fra 1843 står som et minde om den transatlantiske handel med Dansk Vestindien. Med rom-museet i kælderen vidner det endnu i dag om den berømmelse, der udgik fra Flensborgs udbytterige romproduktion.
Fra tidernes morgen har der også været et stort antal skibsbygningspladser ved „Schiffbrücke”, men på grund af den stigende skibstrafik blev de efterhånden fortrængt længere og længere nordpå.
Der mistede de med grundlæggelsen af jernskibsværftet „Flensborger Schiffsbau-Gesellschaft” i 1872 efterhånden deres ordregivere, samtidig med at sejlskibenes æra gik på hæld, og de forsvandt fra havnebilledet.
Hvordan „Schiffbrücke” – havnens pulserende centrum – skiftede betydning, kan man få mere at vide om på Søfartsmuseet, som i 1984 flyttede ind i det tidligere toldpakhus, der selv i sin tid var blevet opført på en skibsbygningsplads.
Info
Åbningstider
