Efter fredsaftalen fra Versailles skulle der i de omstridte tyske grænseregioner gennemføres folkeafstemninger. Dette gjaldt for Elsass-Lothringen ved grænsen til Frankrig, i øst ved grænsen til Polen og i nord ved grænsen til Danmark.
Under opsyn af en international kommission blev det gamle hertugdømme Schleswig delt ved denne afstemning. I zone 1, den nordlige del, stemte befolkningen den 10. februar 1920. Flertallet (ca. 75 %) stemte her for Danmark. I zone 2, Flensburg og Mellemslesvig, blev folkeafstemningen gennemført den 14. marts 1920. Ca. 80 % stemte på Tyskland, og kun 20 % på Danmark.
I overensstemmelse med disse resultater flyttede man den dansk-tyske grænse mod syd. Denne havde i årene 1867-1920 forløbet ved Kongeåen, på en sydlig linie mellem Kolding og Ribe.
På begge sider af grænsen opstod der nationale mindretal; der skulle dog gå flere år, inden grænsen af alle blev anerkendt uden forbehold.
Først Bonn-København erklæringen fra den 29. marts 1955 har banet vejen for et fredeligt samvær mellem folk i den dansk-tyske grænseregion. I den lovede Tyskland og Danmark at sikre fulde rettigheder for deres egne mindretal, hvilket bl.a. betød rettigheder vedr. pleje af sprog og kultur, og nationalt tilhørsforhold.